Februar 2018

Kronik om "Egernførde og Hagenskov" af Dr. Phil. Lars N. Henningsen bragt i Flensborg Avis og i Fyens Stiftstidende

Egernførde og Hagenskov
Af Lars N. Henningsen, Dr. Phil.

           

Hagenskov gods mellem Assens og Fåborg er kendt af mange. For alvor landskendt blev godset i 2014, da dets fornemme sale og velbevarede gårdsplads dannede ramme om en del scener i Ole Bornedals storfilm ”1864”. Gennem mange århundreder har godset en interessant historie. Det var længe i kronens eje og tjente som bolig for skiftende lensmænd. Leonora Christines berygtede ægtemand Corfitz Ulfeldt blev født her. I 1840’erne var godset en tid sommerresidens for den senere Frederik 7., mens han var guvernør på Fyn. I dag er det ejet af den tidligere indenrigsminister Britta Schall Holbergs familie. Godset, parken og hele landbruget er fredet og danner en slags tidslomme, som den moderne verdens omskiftelser er gået hen over. Hovedbygningen, møllen, de mange tilhørende idylliske huse og hele godskomplekset er perler midt i det skønneste fynske landskab, i høj grad en udflugt værd.

I 1700-årene hed godset Frederiksgave, og der var private ejere. Den mest berømte i rækken var Niels Ryberg, en af datidens største erhvervsmænd. Han opbyggede en meget alsidig virksomhed som storkøbmand, reder, bank- og forsikringsmand, fabrikant og godsejer. I hans periode blev godsets hovedbygning opført af den fremtrædende arkitekt G.E. Rosenberg, i øvrigt delvis af mursten fra Flensborg.

Alt dette er kendt og omtales ofte. Baggrunden nævnes derimod næsten aldrig, og den baggrund ligger i Sydslesvig. Ryberg var svigersøn af Egernførdes matador i 1700’årene, storreder og storkøbmand Friedrich Wilhelm Otte. Han købte godset til sin svigersøn, hans datter blev begravet i godsets kirke i Dreslette. Dér kan man endnu se hendes mindestøtte skabt af datidens nok mest kendte billedhugger Johannes Wiedewelt. Egernførdes og familien Ottes væsentlige betydning for Hagenskov og Ryberg  fortjener at blive trukket frem.

Otte-familien i Egernførde

Historien begynder sidst i 1600-årene. Egernførde udviklede sig til en af de vigtige søfartsbyer i Slesvig. Byens skibe sejlede på Østersøen og til England-Frankrig, og købmand og skibsreder Christian Otte havde succes. Han opbyggede en anselig skibsflåde og drev handel til lands og til vands med et sådant overskud, at han kunne bygge stort pakhus i byen, købe Kriseby gods og finansiere en pæn stiftelse for de fattige i hjembyen. Sønnen Friedrich Wilhelm drev det langt videre. I ly af den danske lovgivning opbyggede han fra 1740’erne det største rederi i privat eje uden for København. Fragtfart mellem Østersøen og Middelhavslandene var en god forretning for ham, og overskuddet blev investeret i tekstil- og fajancefabrikker i Slesvig og Egernførde. De blev regnet blandt de mest ambitiøse af sin art i datidens danske monarki. Koncernen blev afrundet med køb af godset Bienebæk ved Slien.

Den vidtstrakte virksomhed indgik også samarbejde med forretningsfolk i Kongeriget. Fra 1755 blev det tilladt for redere og købmænd uden for København, både i Danmarks og i hertugdømmerne, at sejle og handle på dansk Guinea og Dansk Vestindien. Otte prøvede det i samarbejde med den 10 år yngre Københavner-reder Niels Ryberg. Sammen købte de et par skibe, som blev sendt til Guinea og videre til Vestindien med slaver. Ryberg var også partner, da der blev planlagt projekter i samarbejde med portugisiske kompagnier. 

Gradvist voksede kontakten mellem Otte i Egernførde og Ryberg i København. Otte ekspanderede, og investeringerne i fabrikker og godser tog til. Ryberg arbejdede på samme måde og engagerede sig endnu bredere. Måske tog han ved lære af Otte.

Ryberg-Otte ægteskab

I 1764 var Ryberg 39 gammel og endnu ungkarl, og da kom det op, at de to firmaer kunne forbindes med familiebånd. En tæt kontakt til den ældre forretningspartner Otte kunne være hensigtsmæssig for Ryberg. Otte havde datteren Margarethe Dorothea, og selv om hun var 24 år yngre end Ryberg og kun 15 år gammel, blev der aftalt giftermål. Alliancen var så vidt vi kan se udtryk for mere end beregning. ”Jeg er overmåde fornøjed med dette valg, hun ligeså,” skrev Ryberg i et brev fjorten dage efter forlovelsen. Brylluppet stod på Kriseby ved Egernførde den 19. april 1765, og det vakte opmærksomhed selv hos landets førsteminister Johann Hartvig Ernst Bernstorff.  Han kendte både Otte og Ryberg og fulgte som økonomi- og erhvervsminister nøje med i deres forretninger. Bernstorff sendte Otte en lykønskning i anledning af ”den indgåede forbindelse med hofagent Ryberg. Det er en fornuftig mand, som jeg sætter særdeles megen pris på, og som, hvis Gud giver ham liv, sundhed og velsignelse, vil gøre stor lykke og stifte et godt hus.”

Bernstorffs forventning blev ikke skuffet. Ved århundredets slutning var Rybergs forretning vokset til at være Danmarks måske største handelshus, endnu mere alsidigt end svigerfaderens.

Giftermålet blev anledning til at udbygge alliancen helt konkret.  På Fyn købte Otte det store gods Frederiksgave for en vældig sum, 170.000 rdl. Hans venner undrede sig over beløbet. Bernstorff skrev: ”Til købet af det vigtige gods gratulerer jeg og ønsker meget, at Deres velbårenhed altid vil blive fornøjet med det. Jeg kender ikke godset, men det må være skønt, når det er så meget værd uden træ. Men af en mand som Deres velbårenhed kan jeg ikke vente andet end velovervejede beslutninger.”

Det var Ryberg, som fik fornøjelsen af godset. Otte døde allerede et år efter giftermålet, og Ryberg overtog ejendommen fra dødsboet. Det blev hans vigtigste base uden for København. Her fik han måske de bedste stunder i ægteskabet.  I 1767 fik ægteparret sønnen Johann Christian, opkaldt med fornavne fra Otte-familien. Men fødslen kostede moderen livet, kun 19 år gammel. Hun blev begravet fra Holmens kirke i København, og hendes lig blev ført til Frederiksgave, hvor hun blev begravet i godsets kapel ved Dreslette kirke.

Ryberg glemte ikke hustruen eller hendes familie. På godset lod han den anerkendte billedhugger Wiedewelt opsætte en fornem mindestøtte i norsk marmor. Indskriften var kort og talte lavmælt og tydeligt om respekt og kærlighed. Den angav, at søjlen var tilegnet ”Den bedste Ægtefælle, Margrethe Dorothea Otte, født 1749, død 1767. Helliget af N. Ryberg”. På fodstykket var udhugget en marmorurne og det ene ord ”Hisset”. Det følsomme monument stod på Frederiksgave indtil 1842, og blev så flyttet til kirken, da godset skulle ændres til sommerresidens for kronprins Frederik. Den dag i dag kan mindesøjlen ses opstillet uden for gravkapellet. Det står med den mest pragtfulde udsigt over det fynske landskab.

Helt i uoverensstemmelse med tidens skik giftede Ryberg sig ikke igen. Gennem 37 år til sin død forblev han enkemand. Margaretha Dorotheas bror Christian Daniel Otte blev optaget som kompagnon i det Rybergske firma.  

Et nyt Frederiksgave

Svigerfars gods Frederiksgave passede Ryberg godt på. I 1774 blev arkitekt G.E. Rosenberg hyret til at bygge en ny statelig hovedbygning. Fra Flensborg blev der rekvireret ladninger af gesimssten og omkring 50.000 mursten, samtidig med at godsets egen kalkovn og teglværk arbejdede på kraft. Resultatet var et bygværk i Louise Seize-stil med udsøgt rene proportioner, lidt i stil med Bernstorff Slot ved København. Møbler blev indkøbt i Slesvig, og endelig i 1778 var huset klar til indflytning. Inden døre blev der opsat ovne fra Christiansfeld. I parken blev plantet lindetræer fra Sønderborg, vel fra den berømte Voetmannske planteskole.

Ryberg elskede uden tvivl sit Frederiksgave. Derfor lod han i 1797 maleren Jens Juel male det berømte ”Rybergske familiebillede” af sin søn og svigerdatter og sig selv siddende på en høj foran gården i baggrunden. Som begravelsested valgte han godsets kapel ved Dreslette kirke ved siden af sin for længst afdøde unge hustru.

Frederiksgaves historie er således tæt forbundet med Egernførde. Navnet Frederiksgave bar godset siden kong Frederik 3. i 1667 skænkede det til en privat ejer. Sådan vedblev det til 1962, da familien Schall Holberg fik det oprindelige navn Hagenskov genoplivet og igen stadfæstet som stedets navn.